Inden for Forskningsprogram for Miljø- og Sundhedspædagogik, DPU, arbejdes der med en lang række temaer knyttet til samspillet mellem pædagogik, læring, samfund og bæredygtig udvikling. Klimaproblematikken indgår som et vigtigt element af bæredygtig udvikling. Der forskes bl.a. i følgende problemstillinger:
- Teoretiske og empirisk funderede analyser af samspillet mellem pædagogik, samfund og læring inden for området miljø, klima og bæredygtig udvikling som svar på samfundets lokale og globale miljø- og sundhedsproblemer i bred forstand. Der lægges særlig vægt på begreberne handlekompetence, participation, demokrati, dannelse og medborgerskab i forhold til bæredygtig udvikling og klimaforhold. Skoleområdet, arbejdspladsen, lokalsamfundet, husholdningen samt andre kulturer udgør forskellige fokuspunkter for forskningen.
- Status og analyse af undervisning i miljø, klima og bæredygtig udvikling i det danske uddannelsessystem med hovedvægten lagt på de almendannende uddannelser. Sigtet er at identificere potentialer for innovation og forbedring.
- Unges handlekompetence (herunder viden, engagement, handleerfaringer og vaner) i relation til miljøproblemer og energiforbrug.
- Forståelsesformer og kompetencer hos undervisere og mediatorer indenfor bæredygtig udvikling, miljø og klima samt udvikling af didaktiske bud på disse aktørers uddannelse.
- Danmarks og Nordens særlige socio-kulturelle og historiske kendetegn inden for området. Målet er dels at beskrive den aktuelle folkeoplysende indsats rettet mod miljø og bæredygtig udvikling i Danmark, dels at afdække kulturelle og historiske potentialer såvel som aktuelle samfundsmæssige barrierer i forhold til en videre udvikling af folkeoplysningsarbejdet.
- Følgeforskning til udviklingsprojekter og evaluering af pædagogisk praksis i forskellige settings indenfor området miljø-, energi- og bæredygtig udvikling.
- Internationale komparativ forskning med henblik på at undersøge potentialet for en deltager- og handlekompetenceorienteret tilgang i andre kulturer.
- Operationaliseringer af centrale pædagogiske begreber som handlekompetence, participation og handling inden for miljø- og klimaområdet med henblik på evaluering.
- Med udgangspunkt i det etablerede internationale universitetssamarbejde RIPEN (Research in Participatory Education Network) forskes der i barrierer og potentialer for et deltager-involverende approach inden for undervisning og uddannelse knyttet til miljø, klima og bæredygtig udvikling. Som et delprojekt heri indgår Evaluating Outcomes of Participatory Learning.
Gruppen har en lang række nationale og internationale publikationer inden for området, senest: Reid, A., Jensen, B.B., Nikel, J. & Simovska, V. (2008) Participation and Learning: Perspectives on Education and the Environment, Health and Sustainability. Dordrecht, Springer. Desuden forventes det i løbet af 2008 at etablere et Regional Centre of Expertice, der godkendes inden for området Education for Sustainable Development af United Nation Universities for regionen Danmark og med DPU som koordinator.
Bjarne Bruun Jensen, professor og programleder
Søren Breiting, lektor
Monica Carlsson, lektor
Jeppe Læssøe, lektor
Karsten Schnack, professor
Henvendelse om denne sides indhold:
Revideret 16.03.2011